Der var engang et lille

og stædigt forlag...

En særlig bog

Tabte drømme - kvinder og spontan abort

Tabte drømme - kvinder og spontan abort

af Christina Lassen-Andersen.


Bogen til dig, der har aborteret en eller flere gange og kæmper med alle følelserne efterfølgende.


LÆS MERE

Skriver du også?

Fedt! Vi er nemlig ikke kun vilde med vores egne ord. Vi har også stor erfaring i at betalæse for andre.


Så er du på jagt efter ærlig og konstruktiv feedback, så tag et kig på vores muligheder for at hjælpe dig og dit manuskript.


LÆS MERE

Følg Fjorden

Forlaget Fjorden

Christina Lassen-Andersen, forfatter på Forlaget Fjorden

Forlaget Fjorden er skabt og ejet af Christina Lassen-Andersen. Og eksisterer egentlig lidt på trods. Her kan du læse hendes egen historie om, hvordan forlaget kom til verden. 


"I foråret 2019 blev det sidste punktum sat i min debutroman "Mørkelagt". Det var en stor dag, og jeg kan stadig genkalde følelsen, da jeg sendte manuskriptet afsted til et af landets store forlag. Det var både en følelse af sejr - og ren rædsel. Jeg havde selvfølgelig gjort mit forarbejde og havde udvalgt netop det forlag, fordi jeg syntes, deres profil passede til min bog. 

Naturligvis var jeg forberedt på afslag. Det er almindeligt kendt blandt forfatterspirer, at det er et ganske lille nøglehul, man skal klemme sig igennem.


Men jeg var ikke forberedt på, at jeg aldrig fik svar. Et par uger efter deadline, rykkede jeg et par gange skriftligt. Uden respons. Så ringede jeg og fik en meget venlig kvinde i røret, der beklagede mange gange og lovede snarligt svar. Det kom bare aldrig. Og efter at have rykket yderligere et par gange, gav jeg op. Faktisk har jeg til dato aldrig fået et endeligt afslag fra lige netop det forlag.


Over det næste halve år sendte jeg manuskriptet til 6-7 andre forlag. Alle gav afslag."


Og her kunne historien så have endt. Med et manuskript, der samlede støv i en skuffe. Og et såret forfatterspire ego, der aldrig blev til mere. Men sådan skulle det ikke gå.


"Undervejs i processen begyndte jeg at dykke ned i det med småt, men også at forberede Plan B. Just in case. Jo flere afslag, der tikkede ind, jo mere relevant blev det arbejde. Og jo mere jeg undersøgte og regnede og gangede på tingene, jo mere chokeret blev jeg over de forhold, forfattere udgiver deres manuskripter under. Jeg nåede faktisk der til, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville sige ja tak, hvis et af de store forlag skulle ringe. Betalingen var simpelthen for dårlig. Og jeg havde det skidt med at fraskrive mig rettighederne til min egen historie. 


Det var aldrig en mulighed bare at smide manuskriptet i skuffen. Ud skulle det fandeme - på den ene eller den anden måde. Længe troede jeg, at min Plan B var et af de mange medudgiverforlag. Altså et forlag, hvor forfatteren betaler et fast beløb og derefter får udgivet sit manuskript under medudgiverforlagets navn. Men heller ikke den løsning virkede rigtig for mig."


Istedet valgte Christina Lassen-Andersen at starte Forlaget Fjorden og udgav sin anmelderroste debutroman "Mørkelagt" i februar 2020. Siden er forlaget stille og roligt begyndt at vokse.


"Det har været en vild rejse. Som ejer af et mikroforlag skal du have alle kasketter på. Du er forfatter ja, men du er også webdesigner, marketingmedarbejder, projektleder, regnskabsassistent og lagermand. Du har fuld kontrol. Du scorer alle succes'er. Og ansvaret er dit og ingen andens. Hvis noget fejler eller ikke spiller ordentligt, så er det din bagdel, der er i klaskehøjde. Det skal du trives med - ellers skal du lade være. Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at starte som selvudgiver. For mig er friheden og alsidigheden det hele værd."